Udgivet i

Egetræskuber til brygning

Hvis du har været opmærksom, så har du opdaget at jeg har sneget forskellige træprodukter ind i nogle af mine bryggeopskrifter.

Du finder inspiration til at bruge egetræsflis i min bog Cider & frugtvin, på mine kurser og her på siden. og det er der en god grund til.

På traditionel maner, anvender man træfade til at lagre øl, vin og spiritus. Og selvom det kan være fristende at købe sit eget træfade til hjemmebrug, så er det ikke helt uden udfordringer at bruge sådan et. Ud over at det fylder, så kan man komme i vanskeligheder hvis det ikke bliver jævnligt brugt. Det er tæt når det er i brug, men går der for langt tid, hvor det står tomt kan det blive utæt. Ud over det, så er det også svært at holde rent og uden eksempelvis mug, hvis det står tomt men er fugtigt.

Til hjemebrug, kan eksempelvis træ-kuberne være en rigtig god løsning. De fås i forskellige udgaver. Som rå, altså helt nye og aldrig brugte. Og også nogle der har været anvendt. Her er det brugte træfade, fra eksempelvis whisky eller rom-produktion, som er blevet skåret op, og klar til brug. Kuberne er praktiske, da de er lette at sortere fra igen. Det kan være lidt svært med træflis, da der iblandt kan være meget små stumper, som kommer med ned i de færdige flasker, hvis det ikke filtreres helt fint.

De kuber der har været brugt før, har den fordel at de også har en smag. Har de været brugt til rom, vil der være en aroma i dem. De er typisk røget, eller som dem på billedet oven over, brændte. Det giver masser af god dybde i dine hjemme cider og vinproduktion.

De kan ikke bruges uendeligt, da der kun er en vis mængde garvesyre i træet. Det er svært at sige, hvor mange gange dem man køber kan bruges, da man jo som udgangspunkt ikke kan være sikker på om det er fade, som har været brugt mange gange, eller om de kun har været brugt en enkelt gang.

Inden brug

Inden du bruger dine kuber første gang, er det vigtigt at du gør dem sterile. Du er aldrig helt sikker på hvordan de er skåret op, og de har måske ligget på et beskidt gulv på savværket. Derfor skal der lige gøres noget, så de ikke kontaminere dit bryg, og du står med en vin der er lige til at hælde ud i afløbet.

Jeg plejer at ligge dem i ovnen, på omkring 200 grader i en lille halv time. Så er de gennemvarme, og bakterierne på dem er slået ihjel. Da det er egetræ, skal du ikke være bange for de “brænder på”. Der skal heldigvis mere til.

Tilsæt dine kuber direkte i vinen, og start gæringen.

Trækketid

Det er svært at sige hvor længe de skal ligge i din vin og trække smag ud. Jeg har lavet bryg hvor jeg har haft mine i gærspanden med min vin i 100 dage. Og jeg har lavet bryg, hvor jeg har gæret i 14 dage. Det er svært at sige. Det kommer også an på hvor røget kuberne er osv.

Start med 30g per 10 liter. I 14-28 dage. Smag på vinen. Og juster, efter dine smagsløg.

Efter brug

Efter hver brug, skal man lade ens kuber tørre helt før man pakker dem ind. Så undgår man at de mugner. Når man så skal brygge næste gang, er det blot at tilføje dem igen. Denne gang er de blevet lidt mere personlige, da de er påvirket af det sidste bryg.

Jeg får snart træ-kuber til salg på shoppen, så hold øje!

God fornøjelse!

Udgivet i

Tilføj smag til din æblecider

Cider står og bobler

Ren æblecider har helt klart sin plads.

Tænk også ud af boksen. Ved at tilsætte eksempelvis skovbær kan du meget let skabe en ny dybde i din cider.

I forrige video hvor jeg startede en eddike op, bruger jeg most fra dette bryg, da det også i eddikebrygningen vil skabe dynamik, at det ikke kun er æblecidereddike.

Til sidst når denne cider er brygget færdig vil jeg tilsætte julesnaps til den. I stedet for at se snapsen for hvad den er, skal man i den her sammenhæng se den som en ekstrakt. Nemlig af alle de krydderier og smage, som vi forbinder med jul. En note kan siges at med julesnaps, tænker jeg her en man selv har lavet, eksempelvis denne.

Æblecider, med skovbær og mange varme krydderier ender nemlig med at blive en ret spændene julecider, eller kold glögg om man vil 🙂

Udgivet i

Brug kun en vodka du som udgangspunkt synes smager godt

Smirnoff eller absolut

Sidste år satte jeg en valnøddesnaps over og trække. Den har trukket lidt længere tid end jeg havde forventet, men jeg er helt tryk ved det.

Ud over at sætte gang i en snaps, der kan ende med at blive rigtig særlig om 5-10 år, så brugte jeg også 2 forskellige vodka. Det gjorde jeg for at se om der var forskel på slut produktet, eller de ekstra penge man giver for en lidt dyerer vodka var penge ud af vinduet.

Jeg skal lige huske at skrive, at jeg på ingen måde har tilknytning til mærkerne jeg nævner eller har fået noget i form at gratis gaver eller noget andet #NotSponsored

Her vil jeg komme ind på, hvad alkoholprocenten i din spiritus har af betydning for udtræksevne og hvad smagen af den rene spiritus har af betydning for det færdige produkt.

Jeg lavede flere forskellige valnøddesnaps og brugte den røde Smirnoff og en Absolut vodka. Absolut er det jeg normalt bruger, den er destilleret flere gange end Smirnoff er, og er derfor et renere produkt. Den er også et par procenter højere i alkohol. Men den koster også lidt flere penge.

37,5% eller 40%

Allerede efter én dag, havde det glas med Absolut vodka i, en markant mørkere farve. Ugerne efter virkede det klart som at glasset med Absolut fortsat udviklede sig hurtigere end Smirnoff gjorde. Smirnoff er på 37,5% mens Absolut er på 40%. Procenten i din spiritus har en stor betydning for, hvordan den evner at trække smag ud. Nogle smagsstoffer kan slet ikke trækkes ud hvis procenten er for lav.

Bruger du meget vandholdige ingredienser, som blommer, æbler eller hindbær vil frugternes væske sænke alkoholprocenten en del. Og i værste tilfælde kan du ende med en så lav procent at udtrækket ikke bliver helt optimalt.

Derfor vil jeg drage den konklusion at Absolut vodka, evner at trække mere ud af valnødderne end Smirnoff gør.

Smag på din spiritus inden du laver snaps af den.

Ved en smags test af de 2 udtræk, efter lidt over et år, kan jeg ud over farven, også konkludere at Absolut smager mig bedre. Den var rundere i smagen end Smirnoff, som var blevet lidt bitter. Jeg skal understrege, at vi er i småtingsafdelingen og begge mærker ville sagtens kunne bruges. Side om side, er der dog en smagsforskel, som man ikke kan se bort fra.

Når jeg laver videoer og opskrifter plejer jeg altid at sige, at man skal bruge en klar snaps eller vodka “man som udgangspunkt synes smager godt”. Jeg bruger også betegnelses “en mellemklasse vodka.” Ud over at den spiritus du bruger helst skal være på 40%, eller derover, skal den også smage godt.

Der er nemlig en dårlig snapsekultur rundt omkring i de danske hjem, der går ud på at man bruger den billigste vodka man kan finde i supermarkedet. Slavevodkaen. Den vodka man aldrig ville blande en drink op med, når man skal forkæle de nærmeste med lidt fra barskabet. Det giver i min optik ikke mening.

Den spiritus man bruger, i en hjemmelavet snaps, er hovedbestanddelen af det færdige produkt. Derfor er det uhyre vigtigt at bruge en, der har en smag, man som udgangspunkt synes er rar at drikke. Det er selvfølgelig en smagssagssag. Men når vi eksempelvis vælge en meget billig vodka, har fabrikanten typisk gået på kompromis og destilleret den færre gange i forhold til de dyre alternativer. Affaldsstofferne er derfor ikke sorteret fra og de efterlader en bismag og kan hos nogle, giver hovedpine.

Når vi ser på, hvad en færdig hjemmelavet snaps indeholder og her tager vi en der er lavet på ikke vandholdige ingredienser eller ingredienser med lav vandindhold. Det kan eksempelvis være timian, kanelstænger, syrener, lakridsrod, bøgeblade, mandler eller appelsinskal. Det som disse ingredienser afgiver til den færdige snaps ender realt på under 1% af den færdige snaps. Højst sandsynlig laverer.

Det er derfor det ikke er ligegyldig hvad spiritus du bruger. For selvom en stjerneanis kan være gennemtrængene og dække over en bismag, vil det blive et bedre produkt i sidste ende, hvis den samme stjerneanis blot var til for at afgive en lækker aroma af lakrids.

Det er op til dig hvad du bruger, brug en du som udgangspunkt synes er lækker.

Udgivet i

hjemmelavet gløgg ekstrakt og romrosiner

Hjemmelavet gløgg ekstrakt

I dag laver jeg gløgg ekstrakt. Hvis du skal i hus med en gløgg omkring julefridagene som virkelig har smag og dybde, så kan du med success lave din ekstrakt nu.

Tænk den som en slags julesnaps, der er virkelig kraftig på smag. Den står i skarpt modsætning til de færdigkøbte ekstrakter og gløgg man kan få i supermarkedet. Ærligt talt synes jeg begge modeller har sin plads. Nogle gange har man lyst til en lidt større mængde almindelig gløgg, de kan købes færdige og smager som de skal. Andre gange har vi måske mere lyst til et lille glas luksus gløgg.

Til min gløgg bruger jeg ud over ekstrakten også hjemmelavede romrosiner, den opskrift kommer længere nede. I år vil jeg også lave lidt pynt der skal bruges ved servering. Her kan man let omdanne resterne af den appelsin man skal bruge, til noget enestående og lækkert.

Hjemmelavet gløggekstrakt

I min bog “På glas og flasker” har jeg en særlig opskrift på ekstrakt, men du kan sagtens gå lidt ude for opskriften og stadig ende med en god og smagsfuld ekstrakt, der vil få din gløgg op på nye højder.

I videoen bruger jeg:

  • 4 lauerbærblade
  • 8 kardemomme kapsler
  • 1/2 vaniljestang
  • 4 nilliker
  • 2 kanelstænger
  • 2 stjerneanis
  • det yderste skal af en halv økologisk appelsin
  • Vodka eller klar snaps

Alle ingredienserne kommes i et patentglas. Vaniljekornene skrabes ud af stangen, den tomme stang bruges også.

Med en meget skarp kniv eller med en tyndskrælder, skærer du det yderste skal af en halv appelsin af. Få så lidt af det hvide med som muligt.

Til sidst skal det hele overhældes med vodka eller snaps. Brug lige nok til at dække alle ingredienserne med væske. Der er ikke grund til at lave en for stor portion, da det kun er en ekstrakt vi laver.

Hjemmelavet Romrosiner

Til en god gløgg skal der også hjemmelavede romrosiner til.

Det er en god ide at lave dem nu, da de kun bliver bedre af at stå lidt tid og trække. Jeg fandt mit glas fra sidste år frem, som jeg også lige smager på i videoen, de er kun blevet bedre.

Måske man skulle lave dem et år forude, for fremtiden og så hele tiden have nogle igang. Den vil jeg lige tænkte over.

  • Økologiske Rosiner
  • 1 kanelstang
  • 1 stjerne anis
  • Mørk rom

Bland alle ingredienserne i et patentglas. Brug rom så det dækker omkring 2 cm over rosinerne.

Rosinerne suger nemlig rom til dig, og bliver større. De skal helst være dækket af rom

God fornøjelse.