Kategorier
Snaps

Så er det tid til slåen

Selvom vi helst ikke vil tænke på det, har den første frost været der. Men for os der laver snaps betyder det, at årets slåen er helt klar til at blive plukket.

Det er nemlig lige efter den første frost de er bedst at plukke. Her er de nemlig helt sikkert modne, faktisk er der mere sukker i dem, jo længere tid de får lov til at hænge på træet. Og frosten har gjort at hinden på dem er sprunget, derfor skal man ikke punkterer dem, inden man snapser med dem.

På årets bogforum 19, som løb af staben her i weekenden, fortalte jeg alle dem, der besøgte mig hos mit forlag, at det første de skulle lave fra min bog “På glas og flasker“, var slåen gin på side 191. I opskriften bruger jeg gin frem for snaps.

I min verden er det at “snapse” (det er mit eget ord), ikke nødvendigvis noget med klar snaps at gøre. Jeg bruger ud over klar snaps også vodka og gin.

Denne snaps er rent opskriftmæssigt i den meget lette ende. Udfordringen kommer i at finde og time plukningen af årets slåen på det helt rigtige tidspunkt.

Hvis man finder slåen, og det er før frosten har sat ind, kan man plukke dem, og fryse dem selv. Så længe det gøres mens bærrene er helt modne, vil det mere eller mindre havde den præcis samme effekt, og er måske lidt mindre romantisk, men en hel del mere praktisk.

Slåen gin

  • 1 stor håndfuld friske slåen plukket lige efter den første frost
  • 1 fl. London dry gin

Kom slåen i et klargjort glas og overhæld dem med gin. Luk glasset og stil det til at trække mørkt.

De skal trække i omkring 3 måneder. Smag undervejs. Den sidste jeg lavede trak længere tid, snaps handler meget om mavefornemmelse.

Når din slåen gin er sigtet og hældt på en flot flaske, lader du den stå mørkt og hvile. Laver du den slut november, er den klar til påskebordet. Den bliver kun bedre af at stå længere og efter omkring et år, er den blevet til en gin i særklasse.

Slåengin trækker i glasset.
Slåengin trækker i glasset.

Slåen kerne snaps

Efter slåen bærrene er sigtet fra din slåengin, kan du med lethed lave endnu en specialitet.

Befri kernerne fra kødet, og hæld dem i en morter. Frugtkødet kasserer du. Det er ok, at der er en lille bitte smule frugtkød der stadig hænger ved. Men det meste skal væk

Når kernerne er stødt en enkelt gang, så skallen er knækket, hældes de tilbage i glasset de trak i. Det er ikke nødvendigt at kvase kernerne helt til pulver, de skal blot åbnes op. Herefter overdækker du dem med vodka.

Denne opskrift opdateres når jeg kigger til min slåen kerne snaps igen. Og der kommer selvfølgelig en video.

Kategorier
Snaps

Snaps til påskebordet (flavored vodka)

Hvis du ikke har helt styr på påskesnapsen endnu, kommer her et par forslag til snapse der ikke skal trække så længe, så du lige kan nå at komme i hus med dem, inden i sætter jer til bordet, om kort tid.

Hvad jeg mener med snaps: En alcohol type der er krydderet med urter, blomster, bær osv. Det kan være klar snaps, vodka eller sågar gin.

Til opskrifterne her, bruger du en halv flaske klar snaps eller vodka, eller omkring 350 ml. Vodka giver en lidt mere rund smag, hvor snaps holder den skarpe linje. Fremgangsmetoden er mere eller mindre den samme.

Lime og citron snaps
Lime og citron snaps

Dild og lime

  • 350 ml klar snaps eller vodka
  • 2 store kviste dild (krondild hvis muligt)
  • 1 øko lime

Hæld din snaps eller vodka i et patentglas. Dild skyldes og tilsættes. Lime skylles, halveres og saften presses ud i glasset. Resten af limefrugten tilsættes. Luk glasset og stil det til at trække på bordet. Smag på snapsen dagligt. Regn med at den skal trække i 2-4 dage. Når den har ramt den helt rigtige smag for dig, sigter du din snaps over i en flot flaske og stiller den til at hvile på bordet.

Citron og lime

  • 350 ml klar snaps eller vodka
  • 1/2 øko citron
  • 1/2 øko lime

Hæld din snaps eller vodka i et patentglas. Citronen og limen skylles, halveres og saften presses ud i glasset. Resten af frugterne tilsættes. Luk glasset og stil det til at trække på bordet. Smag på snapsen dagligt. Regn med at den skal trække i 2-4 dage. Når den har ramt den helt rigtige smag for dig, sigter du din snaps over i en flot flaske og stiller den til at hvile på bordet.

Enebær og kørvel snaps (Gin)
Enebær og kørvel snaps (Gin)

Enebær og kørvel (Kørvel gin)

  • 350 ml klar snaps eller vodka
  • 2 spsk knust enebær
  • 1 håndfuld frisk kørvel

Hæld din snaps eller vodka i et patentglas. Knus elebærene og tilsæt dem. Skyld kørvel og tilsæt det. Du skal bruge det du kan holde i en løs håndfuld. Luk glasset og stil det til at trække på bordet. Smag på snapsen dagligt. Regn med at den skal trække i 1-2 dage. Når den har ramt den helt rigtige smag for dig, sigter du din snaps over i en flot flaske og stiller den til at hvile på bordet.

Når vi rent teknisk ser på hvad en gin er, så er definitionen kort sagt en alkohol der har en udpræget smag af enebær og holder en procent over 37,5% i EU og 40% i USA. Så vi kan sagtens gå så langt her og kalde det en kørvel gin hvis vi er frække.

Snaps med humle og tørrede æbler
Snaps med humle og tørrede æbler

Humle og æble

Hæld din snaps eller vodka i et patentglas. Herefter tilsætter du humlen. Det kan være en ide at smulre det lidt, da det er ret tæt pakket i vakuumpakken og derfor ligger i store klumper. Tilsæt det tørrede æblegranulat. Man kan købe det færdigt, eller det kan laves selv i en tørremaskine. Her tørrer du æble stykker på 1,5 cm x 1,5 cm og knuser dem til granulat efter. Hvis du tilsætter æblemost, eller friske æbler ender du med at fortynde din sprit. Falder alkoholprocenten for meget, kan det begynde at gærder. Regn med at den skal trække i 1-3 dage. Når den har ramt den helt rigtige smag for dig, sigter du din snaps over i en flot flaske og stiller den til at hvile på bordet.

Humle kender vi fra øl. Cascade humle er bitter med en karakter i stil med citrus skal, og vi kender den fra blandt andet frugtagtige øl.

Listen oven over er ment som en sidste udkalds liste. Det er nogle gode snapse at lave, hvis påsken har sneget sig ind, og man finder sig selv i en uforberedt situation. Har man tid og lyst i løbet af året kan man starte med at forberede næste års snapse allerede når sommeren er ung.

På mit påskebord i år finder man nogle af de snapse jeg har lavet i årets løb, jeg synes passer til. Der kommer en del forskellige retter på bordet, i form af sild og laks, lam, og selvfølgelige noget vegetarisk. Derfor kræver det et godt udvalg for at faciliterer alle smagsløg. Laver min svoger sine gin-sild igen, så trækker jeg selfølgelig min enebær og kørvel snaps frem.

Jeg serverer:

  • Porse snaps jeg samlede i Blåvand med svigerfamilien (Påskefrokosten afholdes hos svigerfamilien)
  • Krondild og lime
  • Slåen fra min bog På glas og flasker
  • Hyldeblomstsnaps (til desserten)
  • Og dem på listen oven over

God påske!

Snaps til påskebordet
Snaps til påskebordet