Æblecider – på den lette måde

Æblemost til cider fyldes på glasballon

Der er en slående forskel på engelske og amerikanske cider videoer. Hvor man tit i engelske videoer går meget op i en process helt fra æblet til det færdige produkt, ser man i mange amerikanske videoer at man bruger færdig most fra supermarkedet eller i de fleste tilfælde æblejuice.

Forskellen på æblemost og æblejuice er, at når et produkt kaldes for æblemost, så skal det være saften, der kommer ud af æblet ved presning. Det må godt være pastoriseret og filtreret, men må ikke være blandet op på andre måder, eller være fremkommet på anden vis.

Æblejuice er en betegnelse for, at man har blandet vand i et koncentrat, som så er blevet til en drik, der måske smager af æblemost, men der er verdner til forskel.

Økologi har intet med overstående at gøre, da en æblejuice sagtens kan være økologisk, og samtidigt være et saft koncentrat.

Da jeg for noget tid siden sad til en middag med medbragte hjemmebryggede cider, var der én omkring bordet der sagde:

“Ok, så det er altså bare æblemost du tilsætter gær og det er dét?”

Til has forsvar vidste kan ikke, at vi havde brugt en hel dag på at fremskaffe æbler af de rigtige sorter, kører 50 kilometer i bil, hvor efter vi kunne presse dem, kører hjem igen og så sætte det over, derefter flaskede vi dem, lagerede dem og så satte dem på bordet.

Når man laver cider på den lette måde, så kan det mere eller mindre godt beskrives på den måde, min ven gjorde det.

Hvad skal man købe?

Først og fremmest vil jeg ikke kaste mig ud i at bruge et koncentrat. Det synes jeg er uappetitligt, og er ikke noget jeg i hverdagen drikker selv. Så jeg gik på jagt i supermarkedet og så hvad jeg kunne få af færdige kvalitets æblemost.

Der var mere eller mindre kun 2 mærker og jeg endte med at købe 5 liter ufiltreret æblemost hjem fra Din Fynske Frugthave.

Inden jeg hældte mosten på min glasballon, smagte jeg på den. Det jeg godt kan lide ved den er at den er syrlig og har en god dybde. Ærligt talt smagte den meget ens med den jeg selv presser.

Æblemost til cider fyldes på glasballon
Æblemost til cider fyldes på glasballon

Cider på den lette måde

  • 5 liter ufiltreret æblemost fra Din Fynske Frugthave
  • 1/2 brev SN9 gær fra Mangrove Jack’s

Rengør og desinficer din ballon eller gærings spand. Jeg bruger ballonrens, der er mange produkter på markedet. Sørg for at skylle alt rent med koldt vand efterfølgende. Alle redskaber som tragt, gærlås og propper skal også rengøres på samme måde.

Hæld din æblemost på glasballonen og herefter tilsæt gæren. Der er heftig debat omkring hvorvidt gæren skal startes op seperat, om den skal drysses i så den ligger på toppen og bliver våd, eller om den skal røres i med kraft så den bliver blandet godt i. Det med kun at drysse den på toppen og lade naturen gå sin gang, har jeg gjort alle de gange jeg har brygget ind til videre, og det har aldrig slået fejl.

Toppen på en cider der gære

Æblemost til cider fyldes på glasballon
Der kan komme et tygt skum på toppen, det er helt normalt.

Der er godt komme en top på din æblemost mens den gærer. Hvis det sker, kommer det efter en dag eller to. Det er frugtfibre, raster og andet der danner et tykt skum på toppen.

Det er helt normalt. Under gæringen vil noget af det bundfælde, mens det meste stadig vil være på toppen. Når man omstikker æblecideren, sørger man for ikke kun at undgå bundfaldet, men også toppen.

Eftergæring på flaske

Ønsker man en cider der er med brus, skal den eftergæres på flaske. Dette gøres ved at hælde den færdig gæret cider på flasker. Tilsætte ekstra sukker, omkring en sukkerknald, og sætte en kapsel på.

Gæring vil så starte på ny, og danne Co2 der bliver i flasken og i din cider.

Der kommer en seperat post om eftergæring om kort tid.

Når det er sagt er det på ingen måde en regel at æblecider skal drikkes med brus på.

Smags test

Efter den blev flasket, eftergæret og fik ro til at falde på plads i en måned, må jeg sige at resultatet er rigtig godt.

Det er klart den har ikke en dyb historiefortælling bag sig. Den har heller ikke en dyb smag af udsøgte æblesorter i sig. Men det er utroligt hvad man kan få ud af en æblemost man køber færdigt. Den er tør og sprød og jeg må indrømme at jeg glæder mig til at åbne en flaske mere næste weekend.

Konklusion

Den smager godt, Og selvom den ikke går over og vinder DM i cider, kan den sagtens konkurrere med den almindelige tørre cider man køber i et supermarked.

Det skal også noteres at rigtig mange forholdsvis almindelige færdige æblemost er ret gode produkter. Det er danske æbler, presset i danmark, af folk der elsker at lave æblemost. Forskellen er typisk at de har store industrimaskiner, hvor vi har en lille 12 liters æblepresser, men princippet er fuldstændig det samme. Derfor er smagen også meget ens.

God fornøjelse.

Se også min serie Fra Æble til Cider

Fra Æble til Cider Del 1 – Koldpresset æblemost
Fra Æble til Cider Del 2 – Æblemosten sættes til Gæring
Nu gærer det derudaf! Så er det bare at vente til den er helt klar til at blive flasket.

Del 4 på vej

Del 5 på vej